Indhold

På webstedet finder man en del forskellige forsøg, som næsten alle er relaterede til Experimentariums opstillinger, til hvilke der er links. Fælles for forsøgene er, at de er enkle at lave og ikke kræver specielle materialer, og de er derfor både velegnede som skoleforsøg og hjemmeforsøg.

Forsøgene er tænkt som appetitvækkere, der har til formål at illustrere forskellige fænomener. De er af den lukkede type, hvor materialer, fremgangsmåde og forklaring er givet på forhånd. Når eleverne gennem vejledning har eksperimenteret med et bestemt fænomen, har de en større basis for det videre arbejde, og kan vælge at lave mere åbne undersøgelser indenfor samme tema, f.eks. ved Experimentariums opstillinger. Det pædagogiske spørgsmål om åbne og lukkede forsøg uddybes i "Lærerværelset".

"Den nære omverden" og "Stoffer og fænomener omkring os" er centrale kundskabs- og færdighedsområder i hhv. natur/teknik og fysik/kemi (Undervisningsministeriet 1995, faghæfte 13 og 16). "Forsøg med…" understøtter disse områder gennem eksperimenter med materialer, stoffer og fænomener, der kendes fra hverdagen. Materialerne til forsøgene finder man derfor i hjemmet - i køkkenskabet, skuret eller måske i garagen. Der er korte, videnskabelige forklaringer til forsøgene, og flere steder er der ideer til, hvordan man selv kan arbejde videre med forsøget. Der er endvidere mulighed for at udbygge sin viden i forhold til forsøgene, da der ved flere af de relaterede opstillinger på Experimentarium er yderligere forklaringer og links til artikler om emnet. For ekstra nysgerrige elever er der links "ud af huset" til andre sciencecentre.

Tilbage til forsiden Tilbage til forsiden
Næste side